2615-8767
Questions
Archive

Alt er i sync nu

Man er ikke meget værd
i disse dage
eller lad mig omformulere;
Jeg - er ikke meget værd
i disse dage

Ved solopgangen

Klokken 19:37 bryder en stråle gennem ruden

Som en skarp linje der vil vise vej

Opholdet

Iskold sten mod sål, grønne nuancer i glasrude, mar-

mor, mørke træsort, dybe toner, højt til loft, 

hårdt mod skuldre, tungt i sind.

På vej mod opholdet
går jeg i disende tåge

Jeg bliver bekymret for lysindfaldene

men håber heller ikke på sol

Mit øje er i linsen

Synet rettet mod ruden

Rettet mod det grønne skær

Det vil sige,
træerne og vinduerne imellem,

gør det glinsende og uklart.

Det står nu klart for mig,

at lyset får svært ved at

bryde igennem.

Dit Flakkende Syn der aldrig kan forme det, kan du begribe det, kan du fornemme mig eller mærke mit Blik. Se mig i øjnene, se mit blødende hjerte, se mit skingrende skrig!

Jeg bliver ved med at lede efter et sted
hvor jeg kan leve på en bestemt måde.
Det er ved at gå op for mig
at stedet ikke kan findes
eller at stedet er uopnåeligt. 

Du lå så lille i en seng
på vej ind i døden
og dit hår blev strøget
mens en hånd blev klemt.

*

Du er fin som du ligger dér
det klæder dig at fedtet har forladt din krop
Du er en spinkel dame nu
Parat til at dø og det er smukt
Du er nemlig blevet for gammel til
at livet er sjovt at leve mere
Det fortæller dine øjne mig
og det kan jeg mærke mellem linjerne

*

Ved muldmåne endte jeg i et stort hus
Jeg forsøgte forgæves at slå en kat ihjel
Jeg slog hårdt og længe

Det er blevet ofte
At jeg drømmer ulykkelige ting, og grædende er jeg dér og grædende finder jeg mig i sengen
Ulykken er stadig i mig så jeg må fortsat hulke men tårerne er der ikke
Dette er næsten en større ulykke

skynd dig at løb hjemmefra
dine øjne er stadig blå
du mestrer din ensomhed som enhver anden mand
som enhver anden der besluttede at vi skulle mødes
vidste du at mine vinkler er skæve
at jeg aldrig har set så forfærdelig et rum
mænd kender ikke til deres egen styrke
når kvinder efterlades i et rum
man kan ikke mestre det hele
men vi vil begge to det samme
vi vil begge det samme
har jeg part i din ensomhed
er jeg med til at give slip, vil jeg dø i vest
hvem vil tage sig af dig når du er døende
må i mænd mestre alting om at give slip
må i fortsat hvile i det ensomme øst
må i være som den mand jeg kendte
der så hurtigt løb hjemmefra
og viste mig et rum
af min egen ensomhed

elværk

jeg ville slå dig ihjel hvis jeg kunne
mine ribben har forandret sig
mine åndedrag skærer mod askede lunger
der ikke er mine
jeg ser et elektrisk kraftværk forude
men det er i min febervildelse
jeg har jo ledt efter det i ugevis
hvad er navnet på det
hvor er kniven i min hånd
det er livsfarligt at samle så mange elmaster samme sted
man har udryddet dem og gemt elektriciteten væk i kasser
man har vel glemt al om æstetikken i denne sag
man har vel glemt at en lang smertedød er slemmere
end at blive slået ihjel med et samme